Produktkonfigurering
- strukturering og dokumentation af Grundfos' produktkonfiguratorer i SAP R/3
Resumé
Erfaringer har vist at et manglende dokumentationssystem ofte har været en væsentlig faktor for om anvendelsen af produktkonfiguratorer er blevet en succes eller ej.
På baggrund af de erfaringer som er blevet dokumenteret angående brugen af produktkonfigureringssystemer i danske virksomheder, er det vist, at et manglende dokumenteringssystem har været en vigtig faktor for om anvendelsen af produktkonfiguratorer har været fejlslået.
Hovedformålet med dette projekt er at opstille et oplæg til, hvorledes Grundfos kan systematisere og dokumentere deres opbygning og vedligeholdelse af produktkonfiguratorer, som er udviklet i SAP R/3 LO-VC.
Vi har opstillet oplægget med udgangspunkt i relevante teorier samt empirisk materiale opnået gennem ophold på Grundfos i Bjerringbro. Endvidere har vi indsamlet yderligere empirisk materiale om systematik og dokumentation i forbindelse med brugen af produktkonfiguratorer gennem kontakt til APC Denmark, GEA Niro Denmark, Tetra Pak (Lund Sverige) samt Siemens (Leipzig Tyskland).
Oplægget består af et kortsigtet og et langsigtet løsningsforslag. Begge er baseret på de ved Center for Produkt Modellering, DTU, udviklede teorier om anvendelsen af Produkt-variant-master og CRC-kort. Det kortsigtede løsningsforslag består af en Excel model. Det langsigtede løsningsforslag sigter mod, at der skal udvikles et IT-baseret dokumentationssystem med integration til SAP.
Rapporten konkluderer, at såfremt Grundfos arbejder videre med vores oplæg til, hvorledes de kan systematisere og dokumenterer deres udvikling og vedligeholdelse, vil de opnå en sikrere og hurtigere indsamling af data, informationer og viden til deres produktkonfiguratorer. Endvidere vil oplægget forbedre den fælles forståelse af produktkonfiguratorerne på Grundfos og være til hjælp for både domæneeksperter og for konfigurationsafdelingen.
Bo Hald Nielsen and Jesper Kaasgaard - 2004