DTU.dkIndexContactPhonebook

A documentation tool for Product Modelling

Kravspecifikation for dokumentationsværktøj til produktmodellering

 

Projektbeskrivelse

Sigtet med dette projekt er at udvikle en kravspecifikation for et IT-baseret dokumentationsværktøj til brug ved modellering af produkter efter den objektorienterede fremgangsmåde, som er udviklet ved Center for Produktmodellering.

 

Baggrund

Med anvendelsen af IT-baserede produktmodeller i en virksomheds specifikationsproces åbnes for nye muligheder med relation til forholdet til kunderne. Muligheder der kan give mere kundetilpassede produkter til konkurrencedygtige priser og med en kortere leveringstid.

 

Anvendelsen af produktmodeller er dog relativ ny og flere projekter er blevet droppet. Årsagen hertil skyldes ofte manglen på struktur i processen med deraf følgende mangel på overblik. Den manglende strukturelle opbygningen resulterer i et system der er vanskeligt at vedligeholde og udvikle, og dermed ikke rentabelt at drive.

 

Ved Center for Produktmodellering har Lars Hvam og Niels Henrik Mortensen udviklet en struktureret fremgangsmåde for opbygning af produktmodeller, som består af syv faser. Med udgangspunkt i en analyse af de eksisterende specifikationsprocesser og produkter opbygges en objektorienteret produktmodel, der kan implementeres i et ekspertsystem (en konfigurator).

 

Problemstilling

I processen for opbygning af produktmodeller dokumenteres produktmodellen pt. som en samling af mange forskellige dokumenter, der ikke er integrerede. Det er ikke muligt på en enkel og struktureret måde at trække på information på tværs af dokumenterne, og da indholdet af dokumenterne er kraftigt bundet til hinanden (i kraft af bl.a. relationer og nedarvningsstrukturen fra det objektorienterede paradigme), er det et omfattende arbejde at udvikle og vedligeholde informationen og samtidig sikre integriteten.Ydermere er det et omfattende arbejde at implementere produktmodellen i et ekspertsystem baseret på dokumentationen.

 

Problemformulering

Med udgangspunkt i ovenstående problemstilling vil kravene til et IT-baseret dokumentationsværktøj blive afdækket og en objektorienteret model udviklet for et system, der tilgodeser disse krav.

 

Målet er et system, der forenkler arbejdet med dokumentationsprocessen og som samtidig sikrer integriteten. Værktøjet skal derfor både tilgodese opbygnings- og vedligeholdelsesprocessen.

 

Metode

Udarbejdelsen af modellen vil være styret af principperne bag objektorienteret systemudvikling (OOA&D), og vil bygge på erfaringer med produktmodellering fra Center for Produktmodellering og APC Denmark A/S.

 

Med udgangspunkt i litteraturstudier og virksomhedsbesøg vil modelleringsprocessen blive afdækket. Med afsæt i en forståelse for processen og en iterativ proces med interviews og opbygning af modellen vil kravene til et værktøj blive afdækket og løbende blive dokumenteret i en objektorienteret model.

Last updated 27.02.2010
Top